Kroppens sublime tale. Elin Andersen
De teoretikere, der har fulgt mig hele vejen gennem kapitlerne er især Roland Barthes (1915-80) om det gestiske og kropslige, Walter Benjamin (1892-1940) om sørgespillet, melankolien og allegorien. Maurice Blanchot (1907-2003) og Jean-François Lyotard (1924-98) om det sublime.
Under den sidste overskrift (“Perspektiv”) forsøger jeg at aktualitetsrette tableauet begrebsligt og diskutere det i forhold til positioner i en modernistisk æstetik.
Kapitel 1
Kropsvisioner
“Hvis De vil have, at jeg skal tro på gud, må De lade mig røre ved ham.”
(DENIS DIDEROT Lettre sur les aveugles/Oeuvres Complètes, lV. Herman. Paris 1978:48)
Den potente krop
Mekaniske drømme om sjælen
En vis tusindkunstner, konstruktør, urmager og senere fabriksejer Jacques de Vaucanson fra Grenoble med usædvanlig teknisk snilde fremviste i 1738 en menneskeautomat, en fløjtespiller for Det Kongelige Videnskabelige Akademi i Paris. Den mekaniske dukke lignede til forveksling en af de utallige unge mænd, der spillede på fløjte på denne tid. Den kunne både bevæge munden, læberne og fingrene og spille en række melodier på sin fløjte. Vaucansons fløjtespiller vakte opsigt. Ikke blot som raffineret efterligning, men som fænomen i sig selv. Den var et udsøgt eksemplar af den type konstruktioner: mekaniske dukker, som det vrimlede med i 1700-tallet. 8 Den repræsenterede en drøm om absolut perfektion, der gør den uafhængig i dens menneskelighed, mens den på samme tid bevarer den symbolske relation mellem teknologi og menneske. Menneskeautomaten eller androiden, som encyklopædisterne kaldte den, var hverken levende eller død, men noget midt imellem. Som budbringer fra dette mærkværdige skyggerige gav den ikke blot en gysende forestilling om profaneret liv eller liv reduceret til bevægelse slet og ret. For det var bevægelsen i sig selv, der fascinerede. Dens næsten umærkelige ryk og øjeblikkelige standsninger skabte mystik om selve bevægelsens natur og gav det nysgerrige oplysningsmenneske en ide om androiden som repræsentant for noget endnu ikke opdaget i den menneskelige natur. I den indgår myte og teknologisk utopi i en osmose af et nyt og progressivt billede af det menneskelige. Det forstår man, når Vaucanson blev hyldet af datidens fremmeste filosof François de Voltaire (1694-1778) som Den ny Prometheus og i øvrigt markedsført af lægen og fysikeren Julien de La Mettrie (1709-51), der få år senere skulle få status som den materialistiske filosofis enfant terrible. Ryet fik han, efter at han i 1747 havde udgivet skriftet med den dristige titel L’homme machine, der imidlertid skulle tages for pålydende. Alle levende væsner hævdede han er maskinelle væsner. Selv den menneskelige åndsevne må man forstå som en mekanisme, en særlig organisering af materien.
Ideen om menneskemaskinen var dog ikke så ny endda, for allerede hundrede år før havde René Descartes (1596-1650) mekaniseret biossfæren i sin filosofiske traktat Discours de la methode (1637). Heri slår han til lyd for at betragte kroppen som en maskine, når man samtidig husker på, at den er “lavet af guds hænder og derfor uendelig meget bedre indrettet og med langt vidunderligere bevægelser end dem, mennesker kan opfinde” (Descartes 1637/1994:65). Men når dette guddommelige stykke mekanik sættes i bevægelse, bliver den mere sindrig end elegant i Descartes’ optik. Det sker på følgende måde. Den rationelle sjæl, der eksisterer uafhængigt af materien skubber f. eks. i dens funktion som vilje eller imagination til en kirtel i hjernen. Herfra presses der nu en fin væske kaldet den animalske ånd videre gennem rør-lignende ‘nerver’ til musklerne og får dem til at udvide sig eller trække sig sammen efter behov. Sjælen behøver dog ikke at medvirke ved alle bevægelser, en hånd, der trækker sig væk fra ilden eksempelvis, dvs. reflekserne, klarer sig uden. Den animalske ånd var et gammelt levn fra en forestilling om en mytisk oprindelse til liv og bevægelse, men dog brugt på en ny måde i et system af muskler og nerver. Forklaringen på denne overordentlige maskine som liv betragtet skulle dog i sidste instans findes hos Gud. Descartes’ rationelle sjæl blev kendt som spøgelset i maskinen og det var det La Mettrie blev både berømt og berygtet for at drive ud af sin selvoptrækkende menneskemaskine, hvor også Descartes’ nerverør var blevet erstattet af smidige nervefibre. I Spanien blev han sortlistet og i Tyskland, hvor selv Descartes og andre af 1600-tallets rationelle tænkere virkede som en rød klud på et ortodoks lutheransk præsteskab, blev selve navnet La Mettrie et ukvemsord. Ikke desto mindre var det hertil han senere flygtede, mest af pekuniære grunde, for at søge tilflugt hos den liberale Frederik den Store af Preussen, der gerne samlede de mest rabiate fritænkere, forvist fra andre tyske stater, i sin kreds.
Ret beset var hans provokation også et forsøg på at overvinde den cartesianske dualisme mellem den rene tanke og den rene mekanik og frem for alt at undgå at pege på Gud, når livets og bevidsthedens oprindelse skulle forklares. For en rettroende materialist som La Mettrie var der ingenting uden for materien. Krop, sanser og bevidsthed var i virkeligheden ikke andet end særlige formationer af energiladede molekyler. Selv de moralske værdier var, når det kom til stykket, et resultat af kroppens harmoniske eller disharmoniske udvekslinger med omverdenen. La Mettries klare mål er at detronisere metafysikken og teologien, således at videnskaben om sjælen alene kan støtte sig på medicinen. Expérience og Observation er slagord siden Bacon og Locke, som man bør tage alvorligt, erklærer han. Ellers bliver man blind som filosof. Den eneste vej er den strengeste empiri gennem kroppens organer og den ny tids filosof er den genuine læge, slår han selvbevidst fast. 9
Når talen er om kroppen, blander diskurserne sig. Filosoffen priser den mekaniske efterligning af menneskelig bevægelse og liv. Lægen og fysikeren gør sig kloge på de ‘sjælelige molekyler’ i kroppen. Også det billedlige og det bogstavelige glider ind over hinanden. La Mettries homme machine rummede en magtfuld metaforisk appel – for filosoffer, æsteter og kunstnere – i en tid, der langt fra oplevede samme modsætning mellem det mekaniske og det naturlige som en postindustriel epoke gør det. Maskinen blev forbillede for et nyt begreb om natur, den strømlinede model for den menneskelige krop med dens passioner, ikke mindst i interessen for at forny skuespiller- og dansekunsten. Der var heller ikke tale om en ganske åndløs maskine, for den menneskelige krop var også med sin selvoptrækkende mekanisme en machine vivante, at ligne med et fint instrument. Men for mange manglede der stadig noget vitalt i at forklare den kraft, der fik instrumentet til at spille.
Hvad er liv?
Fysikeren Pierre Polinière havde i de første år af 1700-tallet under sine talrige eksperimenter med vivisektioner på frøer opdaget noget, der hver gang undrede ham. Den frø han tog hjertet ud af, viste tegn på liv i nogen tid derefter og ikke nok med det. Også hjertet fortsatte med at slå, efter det var taget ud og blodåren til hjernen skåret over. Han indrømmede, at den cartesianske animalske ånd som forklaring på muskelbevægelse ikke var meget bevendt. Imidlertid havde han ikke rigtig nogen anden og satte sin lid til, at kommende eksperimenter ville kunne opklare fænomenet, rapporterede han i sin Expériences de physique (Roach 1985:93). Og det blev tilfældet. Polinières frøeksperimenter og mange andre lignende vivisektioner i de første årtier af 1700-tallet blev vidnesbyrd om, at der fandtes et vitalt princip i materien, som ikke kunne reduceres yderligere, og som ikke lod sig forklare af en cartesiansk dualisme så lidt som en rent mekanisk organisering. Under oplysningstidens videnskabelige paradigmeskift fra geometri og fysik til studiet af fysiologien, biologien, blev dette irreduktible princip i den levende organisme til den teoretiske basis for vitalismen. Jagten på molécule organique, det vitalistiske atom, der foregriber cellen som den basale byggesten i højere livsformer, var gået ind (Roach 1985:121).
Ideen om en iboende evne i kroppen til at reagere på stimuli var uforenelig med et konsekvent materielt syn på kroppen, der afviste alle iboende eller nedarvede evner. Det vitale princip var immanent, uden for tid og hævet over fysisk-kemiske energier og atomernes virvar. Det mekanistiske derimod ville stræbe efter at reducere de mest komplicerede fænomener til fysisk-kemiske komponenter. I praksis betød det dog ikke, at den ene tankegang udelukkede den anden, men blot at billedforrådet