Kroppens sublime tale. Elin Andersen
For sensualisten var det sanserne, der pustede liv i L’homme staue som hos Etienne Condillac (1714-80), der lod statuen være prøvesten for sin sanseteori. For vitalisten blev statuen bevæget af en usynlig kraft, en følsom og reaktiv vitalitet, som Pygmalion-myten kunne kaldes til vidne på. Alternerende med androider, hydrauliske automater, velsmurte maskiner og bevægelige statuer talte man også om akustiske og elektriske vibrationer for med denne metaforik at tage højde for en medfødt vitalitet i sin ide om kroppen. Elektricitet forstod man almindeligvis som en særlig subtil materieform. Engelske tænkere som f. eks. John Freke identificerede endog elektricitet med et universelt livsprincip (Dixon 1988:73). En ide som uden tvivl spøger bag ræsonnementet i et brev fra den legendariske skuespiller englænderen David Garrick (1717-79), for hvem følelsernes forunderlige veje gennem organer og nervebaner er yderst central. Brevet, som er en kollegial kritik af den samtidige skuespillerinde Mlle. Clairon (alias Claire-Josèphe-Hippolyte Léris de la Tude (1723-1803) på Théâtre-Français stilet til hende i 1769, giver os tilmed et godt eksempel på, hvordan billederne blander sig – også med islæt af forældet tænkning – når skuespillerens kunst skal beskrives. Han indleder med en allusion til vivisektionen, når han taler om Clairons evne til at trænge ind i en rolle for at udforske de vitale funktioners indre labyrint: “Deres dissektion af hende er fuldstændig som om De havde åbnet hende i live”. Hun har alt, hvad kunst, en god portion forstand og naturlig ånd (Natural Spirit) kan give hende, men “jeg frygter (og jeg fortæller alene Dem min frygt og åbner min sjæl for Dem) at hjertet mangler disse øjeblikkelige følelser, dette livsblod, den myge sensibilitet, der på en gang bryder ud fra geniet og ligesom elektrisk ild skyder gennem vener, marv og ben, alt til hver eneste tilskuer” (Roach 1985:95). Livsblodet refererer til en åndelighed af ældre dato, men elektricitetsmetaforen er ny. Den associerer til en ide om en iboende strøm i nerven, der kan sættes i gang under visse betingelser. Mlle. Clairon synes for Garrick at mangle denne gave: at kunne gøre sig selv strømførende.
Kroppens dobbelte natur
Et overgribende begreb for både vitalister, sensualister og materialister var – især i fransk sammenhæng – sensibilité. Fra Encyklopædien kan man hente både en moralsk (Sensibilité Morale) og en medicinsk (Sensibilité Médecine) definition af dette følsomhedsbegreb, der kom til at hærge både litteratur, kunst og omgangsformer i 1750’erne. Den moralske er kort, den medicinske derimod overvældende og karakteristisk flertydig. Artiklen blander entusiastisk tale om sensibilitet som sjælens filosofi, sjælelig finfølelse og evne til at blive rørt med nøgterne kendsgerninger om sensibilitet som organernes måde at registrere og reagere på alt efter de ydre indtryks intensitet. 11 Den autoritative forståelse af den (neuro)fysiologiske sensibilitet tilkom det imidlertid oplysningstidens fremmeste fysiolog Albrecht von Haller at give bl.a. i sit monumentale værk Elementa physiologia (1757-66). Haller skelner mellem to iboende kvaliteter i vævet. Med irritabilitet forstår han muskelfibrenes sammentrækninger, uafhængigt af nerverne. Sensibiliteten derimod dækker følsomheden og reaktionen i vævet, imprægneret af nerver. For filosoffen og æstetikeren var denne nuance mindre væsentlig. La Mettrie f. eks. havde identificeret muskelsammentrækningen med sensibiliteten og antaget den som en enkel, men generel egenskab i den levende substans. Også Diderot på vej til ateismen og materialismen omkring 1750 var påvirket af La Mettries forenklinger uden dog på noget tidspunkt som denne at afvise de problemer, der ikke lod sig opklare inden for erfaringens domæne. Selv om materialismen blev det basale grundlag for Diderots forståelse af den menneskelige natur og bevidsthed, insisterede han aldrig på en ren mekanisk determinisme og var i det hele taget åben for vitalistisk inspiration. 12 Sensibilité bliver et nøgleord i Diderots tænkning og i hans æstetiske ideer om kroppen. Tilmed et begreb i stadig udvikling. I Lettre sur les aveugles (1749/ 1980) er sensibiliteten en evne indbygget i sansningen, både til intuitiv tænkning og til udvikling af en hyperfølsomhed som hos den blindfødte. Diderot forestiller sig spekulativt den blinde føle og ‘tænke’ med hele kroppen som en kompensation for den sans, der er blændet. I det store essay Pensées sur l’interprétation de la nature (1753/1981) og samtidige mindre artikler er sensibilité udstrakt til hele materien som energi og intet mindre end nøglen til naturens enhed, hvis essens udtrykker sig i en stadig flux, dvs. i former under ustandselig tilblivelse og forandringer. Det påtrængende spørgsmål, han da må stille sig, er: Hvordan kan ideen om et universelt, energetisk og kausalt princip overhovedet forenes med filosofien om den totale flux og instabilitet, hvor individuelle former ikke er andet end gennemgangsfænomer? Eller kort: Hvordan kan naturen forstås? (Fastrup 1999:51ff). Erfaring og observation er naturligvis et mantra for Diderot som for alle andre af tidens avancerede tænkere uanset observans. Men det er ikke nok, når det gælder om at erkende sensibiliteten i det uophørligt forandrede stof, den usynlige sammenhæng i dette. Naturens inderste sammenhænge skal interpreteres – fortolkes, ikke nødvendigvis af videnskaben alene, men også af filosoffen og kunstneren. I denne periode møder vi hos Diderot billedet af en materiens krop, hel, potent og intuitivt fortolket, og dog fremtræder den ikke uden en vis mystik og okkultisme, fordi dens værensform grundlæggende er labil. Senere i 1760’erne og 70’erne trænger andre, også monstrøse og patologiske kropsbilleder sig på under Diderots filosofiske fordybelse i relationen mellem natur og kunst.
La Mettrie havde ikke påkaldt den filosoferende læge forgæves. Heller ikke der, hvor han blev lagt for had, nemlig i Tyskland. Medicineren – fysiologen eller lægen – blev som en slags naturvidenskabens avantgarde den førende tænker om krop og psyke i populærfilosofien. Han markedsførte oplysningstidens centrale videnskab: antropologien, dvs. studiet af menneskets dobbelte natur den fysiske og den moralske, som det hed i et samtidigt tysk filosofisk leksikon. 13 Via antropologien blev fransk materialisme, vitalisme og (engelsk) sensualisme inciterende nytænkning for en ny generation af oplysningsfilosoffer og -æsteter i 1770’ernes Tyskland. Her som i England og Frankrig ofte i blandingsformer. I en af tiårets mange antropologiske udgivelser Psychologische Versuche (1777) bekender forfatteren Michael Hissmann med støtte i både fransk og engelsk empiri og sensualisme sig til en ‘psykologisk materialisme’, hvad der dog ikke forhindrer ham i at antage sjælens udødelighed. Alligevel foretrækker han den materialistiske ‘væsensbestemmelse’ af sjælen. Derfor, konkluderer han, må filosoffen blive læge og lægen filosof (Schings 1977:21ff).
At tænke kroppens forbløffende mekanisme sammen med sjælelig følsomhed og moralske ideer var ganske enkelt befriende ikke blot for den filosofiske læge, men måske især for den filosoferende æstetiker eller litterat fra Sturm und Drang-generationen. I den henseende indtager Johann Gottfried Herders Vom Erkennen und Empfinden der menschlichen Seele (1771) en nøgleposition. Han afviser både ortodoksiens hjernespind om menneskesjælen såvel som ‘besynderlige mekaniske drømme’ om dens oprindelse. I stedet forestiller han sig sjælekræfterne virke på fire niveauer: sansningens, indbildningskraftens, erkendelsens og viljens. Fra den altafgørende sanselige nervepåvirkning forbindes stadierne af Reiz (pirring, liv), et begreb han har lånt fra Haller. Dybest set kommer Reiz til at betyde Eros for Herder. Han finder Hallers lære om den sitrende muskel i sig selv så fantasivækkende, at han vil “opløfte” hans fysiologiske værk til “Psykologi og beånde det som Pygmalions statue – først da kan vi sige noget om tænkning og følsomhed” (Herder 1771/1994:340). I en videre opstigning indgår den vibrerende muskel forbindelse med Leibniz’ filosofiske teorem, og han når til en ide om en dynamisk ‘panpsyke’ som bliver hans bud på en psykologisk(moralsk) fysiologi. Som Diderots okkultisme er Herders panpsyke eksempler på en ny metafysik, der tillægges kroppen i sig selv. Kroppen bliver som et prisme, hvori fremskridtstroens lys brydes, så også andre end de klare farver træder frem, dunkle og uudgrundelige, så mørke undertiden som den sorte galde. Kort fortalt, kroppen som emblem for det sublime og det melankolske, hvorom det skal handle i det følgende.
Den sublime krop
Ideen om det sublime, der gennem flere årtier af 1700-tallet blev dyrket som en kult, anser man gerne for at udspringe af en antik retorisk traktat fra 1. århundrede e. Kr., (fejlagtigt)